Du er her: Forsiden >> Brugsprøver >> Mentalbeskrivelse>> Momenterne 1-5

Mentalbeskrivelsens momenter (1-5)

1. Kontakt håndtering

Formål

I dette moment beskrives hundens evne til at tage kontakt med fremmede mennesker og bevare denne kontakt.

Udførelse

Hundeføreren er instrueret på forhånd af beskriveren. Testlederen må ikke være godt kendt af hunden og må ikke have haft kontakt med den inden testen.

Når momentet starter, står testlederen alene cirka 15 meter fra flokken af tilskuere. Såvel figuranter som beskrivere står i flokken sammen med publikum.

Hundeføreren går med hunden i løs line gennem flokken, vender og går tilbage gennem flokken. Derefter går hundeføreren, stadig med hunden i løs line, ud til testlederen og standser i almindelig samtaleafstand foran testlederen.

Testlederen er passiv, indtil hunden har taget egentlig kontakt eller indtil der er gået 15 sekunder. Herefter hilser testlederen venligt på hundeføreren og indleder en samtale Efter 15 sekunders samtale eller når hunden har taget kontakt, beder testlederen hundeføreren fortælle publikum lidt om hunden, hvorefter testlederen beder om lov til at gå en kort tur med hunden. Testlederen går derefter 15-20 meter bort fra hundefører og flok med hunden i løs line, standser og kontrollerer hundens øretatovering.

GravbasseGravhundens ønskeprofil

  1. Kontakt: 4 - Tager selvstændigt kontakt eller når føreren tager kontakt. Balanceret.
  2. Håndtering: 4 - Følger med uden besvær.
  3. Håndtering: 4 - Lader sig håndtere.

2. Leg

Leg

Formål

At aktivere både hund og fører med det formål at beskrive hundens intensitet og måde at lege og samarbejde på.

Udførelse

Hundeføreren står med en sæk gemt bag ryggen, mens testlederen tager linen af hunden. Hundeføreren viser sækken til hunden og kaster sækken til testlederen, der står 3 - 4 meter borte. Testlederen kaster sækken tilbage til hundeføreren, der atter kaster til testlederen. Nu kaster testlederen sækken cirka 10 meter væk, bort fra hundeføreren og bort fra flokken.

Dette forløb gentages stereotypt tre gange.

Efter tredje gang afleverer testlederen ikke sækken til hundeføreren, men forsøger at få en "trækkeleg" i gang med hunden. Tager hunden fat, skal hunden efter en vis tid have lov til at vinde sækken.

GravbasseGravhundens ønskeprofil

  1. Engagement: 4 - Leger aktivt. Starter hurtigt.
  2. Greb: 4 - Griber med hele munden, tager fat.
  3. Træk: 3 - Holder fast. Trækker en del. Slipper evt. og tager fat igen.

3. Jagt (haren)

Jagt

Formål

I dette moment beskrives hundens lyst til at løbe efter og fange et lille objekt i bevægelse.

Udførelse

Testfunktionærer og publikum skal være på plads inden momentets start. Hundefører går med hunden i halsbåndet sammen med testleder gennem flokken og frem til standpladsen. Her giver testleder signal til hare-figuranten ved hjælp at walkie talkie. Når haren passerer tredje rør, giver testlederen hundeføreren diskret signal om at slippe hunden.

Jagten gennemføres altid 2 gange, evt. mere, hvis hunden er blevet afledt og ikke opdagede haren.

Kluden udskiftes efter hver hund.

GravbasseGravhundens ønskeprofil

  1. Fart: 4 - Starter og fuldfører med høj fart.
  2. Fangst: 3 - Tager ikke byttet, men snuser til byttet.

4. Aktivitet

Aktivitet

Formål

At beskrive hundens reaktion i en situation, hvor forventet aktivitet udebliver.

Udførelse

Hundeføreren går med hunden i lang løs line sammen med testlederen gennem flokken og fortsætter frem til standpladsen, der er markeret med en blå trædeplade. Hundeføreren anbringer sin ene fod på trædepladen med ryggen til flokken og forholder sig fuldstændig passiv i tre minutter, indtil testlederen afslutter momentet. Under forløbet skal hunden have fuld frihed til at udnytte linens fulde længde (cirka 2 meter).

BEMÆRKNINGER

Såvel testere som publikum skal forholde sig i fuldstændig ro og tavshed under momentet.

GravbasseGravhundens ønskeprofil

  1. 3 - Går rundt. Evt. snuser, spiser græs eller bider i pinde under forløbet.

5. Overraskelse (dukken)

Kedeldragt

Formål

At beskrive hundens evne til at handle i en overraskende situation, hvor den ikke er engageret i en anden aktivitet.

Udførelse

Flokken står 20 meter fra kedeldragten. Når momentet starter, går hundefører med hunden I løs line gennem flokken og derefter kvikt direkte frem mod kedeldragten Når hunden er 4 meter foran dragten, trækkes dragten op med én lang, lynhurtig bevægelse, hvorefter dragten skal hænge absolut stille.

Hundeføreren slipper omgående linen og står rolig med front mod kedeldragten.

Herefter følges testlederens anvisninger.

Viser det sig, at hunden under afreaktionen ikke vil hen til kedeldragten, beder testleder hundeføreren om at få hold på hunden, hvorefter testlederen går med hund og hundefører tilbage gennem flokken. Herefter sænker figuranten kedeldragten roligt helt ned på jorden, hvorefter hund og hundefører atter går frem. Inden kontrollen af tilbageværende ubehag trækkes kedeldragten atter op, denne gang forsigtigt, så hunden ikke ser eller hører bevægelsen. Derefter holdes kedeldragten roligt som før.

GravbasseGravhundens ønskeprofil

  1. Skræk: 2 - Stopper og dukker sig.
  2. Trusler/angreb: 3 - Mere end to trusselshandlinger eller vedvarende trusler.
  3. Nysgerrighed: 5 - Går frem uden hjælp, evt. med lav kropsholdning.
  4. Afreaktion: 1 - Ingen undvigemanøvre.

Nedenfor ses en videooptagelse af momenterne 1-5

Den svenske mentalbeskrivelse er noget anderledes end vores. Nogle momenter er næsten ens, men dog ikke helt alligevel. Videoen giver alligevel en god fornemmelse af hvad det går ud på, men kan altså ikke bruges i alle detaljer. Der er et ekstra moment 5 i den svenske beskrivelse, og det afsluttende skudmoment er delt i to. Så efter moment 5 passer teksten på videoen ikke med vores nummerering af momenterne.

Der findes flere videoer på YouTube med mentalbeskrivelser. Der er en række videoer med danske unghunde mentalbeskrivelser med Bullmastiff, listen kan ses her.

Næste side...


Find os på Facebook

Facebook

DGK Nordsjælland vil også være med på Facebook og har defor oprettet en Facebook-gruppe. Gruppen er for alle. Man behøver ikke være medlem af DGK eller komme i klubben, men blot være interesseret i, hvad der rører sig i DGK Nordsjælland.

Gruppen er oprettet med det formål at give alle med tilknytning til DGK Nordsjælland mulighed for at følge med i og selv give informationer om aktiviteter i gravhunderegi. Ligger du inde med nogle gode billeder, har du nogle ideer eller spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage. Lad os vise hinanden, hvorfor vi elsker vores gravbasser så uendelig højt.

Gruppen administreres af medlemmer i udvalget og vi har formuleret et enkelt, men vigtigt regelsæt for denne gruppe.

  • I dette forum er alle ligeværdige medlemmer
  • Vis respekt og vær høflig, når du skriver her
  • Administratorer forbeholder sig ret til at slette indlæg af stødende karakter, nedsættende kommentarer, skældsord og lignende.

Vi findes her eller gå på Facebook og søg på “DGK Nordsjælland”.