Du er her: Forsiden >> Træning & Instruktion >> Sporinstruktion


Se resultaterne fra vildtsporprøven d. 23. maj 2026

Vildtspor

Blod til selvtræning (både okse- og vildtblod) kan købes i Hundeskålen eller kontakt John Bøgelund.

sporarbejde

Er du ny i klubben, eller har du fået ny gravhund, eller har du blot et ønske om at prøve noget ekstraordinært spændende, sammen med din gravhund? Ja, så er spordisciplinen lige noget for både dig og din gravhund. Ligegyldigt om din gravhund viser sig at være perfekt til det med spor eller ej, så vil I med garanti få nogle dejlige stunder i skoven sammen med os andre. Din gravhund vil elske dig overalt på jorden, og du vil få rigelig med frisk luft i lungerne og motioneret kroppen og det er jo ikke så ringe endda.

Spor er den brugsdisciplin man kan starte tidligst med, helt ned til 3-4 måneder gammel.

Spor er også en af de discipliner ved gravhunden hvor man kan være to om det. Så hvis kæresten, manden, konen, partneren, eller et af de lidt større børn gerne vil være med, er det en rigtig god ide. Det bedste er at én bliver fast fører af gravhunden og at den anden lægger spor.

For at få mest ud af instruktionen anbefales det at hunden er fortrolig med en almindelig dansk skovbund. Det vil sige: Ud at gå ture i skoven uden for skovstierne, så hunden ikke bliver overrasket over det første blad der bevæger sig eller duften af mus mm. Gerne i snor (det skal de jo være de fleste steder, og gerne en lang snor 4-6 m men ikke en flexline), så den også får fornemmelsen at det ikke kun er sjov og ballade men som forberedelse til “arbejde”.

Spor-dagbog

spordagbog

Idéen er at du hver gang du har haft en træningsdag, noterer hvad du trænede og hvordan det gik. Og ikke mindst noterer hvad du skal fokusere på næste gang. Dagbogen er i sin første udgave og baseret på hvordan Jane Ellehave Borrisholt holder styr på træningen med sine hunde.

Vi har prøvet dagbogen på flere hold, og det viste sig at alle fik noget ud af det. Det er ikke altid vi helt husker hvordan det gik for 7-14 dage siden, og især idéen med at skrive ned hvad man skal fokusere på næste gang, viste sig meget nyttig.

Vi vil opfordre alle til at starte på at holde en dagbog, især hvis du vil melde til instruktion for øvede. Hvis du har ført dagbog, så ved du meget bedre hvad netop du har brug for hjælp til på de tre instruktionsdage og vil få meget mere ud af det.

Som en ekstra hjælp er der også en liste over elementer man skal huske at træne. Det hjælper ikke altid at træne i dejligt vejr, og hygge sig indendørs når det regner.

Download spordagbogen her som en PDF, så kan du skrive så mange sider ud som du har brug for. Har du forslag til forbedringer, hører vi meget gerne fra dig på spor@nsdgk.dk.

Instruktion begynder forår 2026

Holdet er gået i gang og der er lukket for tilmeldinger.

Vi afholder sporinstruktion for nye gravhunde og ejere. Vi starter med to gange på træningsområdet i Slangerup efterfulgt af tre gange i skoven.

Første gang begynder med en kort teoretisk introduktion, hvor vi gennemgår nødvendige materialer til både hund og menneske. Derefter følger praktiske øvelser, og vi afslutter med at gå de første skridt på et par små spor lagt med “slæb”. I får øvelser med hjem til selvtræning de følgende uger.

Vi mødes igen efter 2 ugers selvtræning, hvor vi går et par små spor lagt med slæb.

Derefter følger tre gange i skoven med hund. Første gang lægger vi spor med slæb, men gennem de tre gange skifter vi gradvist til blodspor - alt på hundens præmisser! Der er også mulighed for at følge med på et af "eksperternes" spor, hvilket kan være meget lærerigt.

Mellem første og anden gang i skoven med hund mødes vi uden hund for at lære at "læse" skoven, markere spor, tegne det og forstå korrekt afstand.

Hvor og Hvornår

Træningsområdet i Slangerup.

  • Lørdag den 14. marts kl. 10:00 til ca. 12:30.
  • Lørdag den 28. marts kl. 10:00 til ca. 12:30.

Slagslunde Skov, Gulbergvej. Vi mødes ca. 50 m. inde i skoven.

  • Lørdag den 11. april kl. 10:00 til ca. 13:30.
  • Lørdag den 18. april kl. 10:30 til ca. 13:30, "læse" skoven - uden hund i Ganløse Eged.
  • Lørdag den 25. april kl. 10:00 til ca. 13:30.
  • Lørdag den 9. maj kl. 10:00 til ca. 14:00.

Pris

Kr. 700,- inklusive løb, drypflasker og blod.

Tilmelding

Tilmelding skal ske via vores elektroniske tilmeldingsformular.

For mere information kontakt: Stine Elberg Larsen eller send en email på spor@nsdgk.dk.

Instruktion øvede/fortsættere forår 2026

Vi prøver noget nyt i år. Vi vil tilbyde blind-spor og instruktion med fokus på kassen. Tilmelding vil være per gang.

Blindspor – Træn og test dine færdigheder

Har du lyst til at prøve kræfter med et spor, du ikke selv har lagt? Eller vil du teste, om din hund er klar til en prøve? Så er vores blindspor-træning en fantastisk mulighed for at udfordre dig selv og din hund i et trygt miljø.

Blindspor er en god måde at afprøve de færdigheder, I har trænet derhjemme. Her får du mulighed for at gå et spor, som en erfaren sporlægger har udlagt for dig. Du får råd og vejledning undervejs – uden pres eller præmiering.

Sådan foregår det

  • Sporet lægges med okseblod og dråber og vil højst ligge 2–3 timer, før det skal gås.
  • Længden er op til 600 meter, og vi kan indbygge elementer som startkasse og knæk uden blod – ligesom i 20- og 40-timers prøvespor.
  • Vigtigt: Vælg kun de elementer, I har trænet på forhånd, så det bliver en god oplevelse for jer begge.

Tilmelding

Du tilmelder dig per dag – ikke et helt forløb. Vælg 1, 2 eller 3 dage, alt efter hvad der passer jer.

Skriv dine ønsker til sporet i kommentarfeltet, fx:

  • "Jeg vil gerne prøve et 400 meter spor med 4 knæk og et afhop."
  • "Jeg ønsker et 600 meter spor med 4 knæk, heraf to uden blod."
  • "Jeg vil gerne træne et 3-timers spor."
  • "Kasseinstruktion" (hvis I skal øve startkasse)

Hvis din hund endnu ikke har opnået 1. præmie på en 3-timers prøve, anbefaler vi at træne:

  • Sporlængde (600 m)
  • Afhop (15 m)
  • 4 knæk

Hvis din hund har opnået 1. præmie på 3-timers spor, kan I fokusere på:

  • Startkasse
  • Knæk uden blod

Husk: Blindspor er til at teste jeres færdigheder – ikke til at lære nye elementer. Vælg derfor kun det, I allerede har trænet.

Vi gør vores bedste for at imødekomme dine ønsker, så I får mest muligt ud af træningen.

Specialinstruktion i startkassen

Der er også mulighed for at få instruktion med fokus på startkassen. Dette tilbud er særligt for dig, der har opnået 1. præmie på 3-timers spor og nu skal i gang med kassen på 20-timers spor.

  • Du vil være med til at udlægge en kasse.
  • Du lærer at måle og markere kassen korrekt.
  • Du lægger et kort spor (100 m) ud fra kassen.
  • Når I går sporet senere på dagen, får du tips til at starte i en kasse, hensyn til vindretning m.m.

Hvor

Slagslunde Skov, Gulbergvej. Vi mødes ca. 50 m. inde i skoven.

Hvornår

Du tilmelder dig per dag – ikke et helt forløb. Vælg 1, 2 eller 3 dage, alt efter hvad der passer jer.

De øvede der skal gå blindspor møder kl. 12:00 til ca. kl. 14:00, dem der ønsker kasse-instruktion møder kl. 9:00.

  • Lørdag den 11. april. Dagen fyldt op, der er lukket for tilmeldinger.
  • Lørdag den 25. april. Dagen fyldt op, der er lukket for tilmeldinger.
  • Lørdag den 9. maj.Dagen fyldt op, der er lukket for tilmeldinger.

Der er mulighed for at deltage i "læse" skoven (uden hund) i Ganløse Eged lørdag den 18. april kl. 10:30 til ca. 13:30.

Pris

Kr. 175,- per hund per gang.

Tilmelding

Tilmelding skal ske via vores elektroniske tilmeldingsformular.

For mere information kontakt: Stine Elberg Larsen eller send en email på spor@nsdgk.dk.

Vejret

Vejret spiller selvfølgelig en rolle for hvor "let" en hund kan følge et spor. Et godt sporvejr er ingen vind, en let fugtig skovbund og ikke for varmt.

Sporinstruktionen gennemføres uanset vejrforhold - det handler primært om at være fornuftigt påklædt. Vores brug af skoven til instruktion er dog betinget af at vi ikke lægger spor når der er sne. Derfor vil vi være nødt til at aflyse instruktionsdage hvor der er sne, og vil forsøge efter bedste evne at finde en erstatningsdag.

Regn kan være forstyrrende, eller helt ødelægge det. Regn er ofte mere generende for føreren end for hunden. Så hvis man ikke har en decideret stuehund, der ikke kan "tåle" regn, skal det ikke afholde dig fra at gå spor. Men alt med måde, det er dødsdømt at lægge et 1000 m spor og så lade det styrtregne de følgende 2 døgn før man går det. Sporet bliver meget "bredt", altså flyder ud i skovbunden og kan næsten forsvinde helt.

Sne er en anden forhindring; på flere måder. Det hjælper ikke at lægge et spor og så falder der 5 cm sne oven på det - det er næsten dødsdømt. Man skal også tage hensyn til andre skovgæster og det ser ikke godt ud med røde plamager rundt om i skoven - folk kan tro alt muligt og alarmere skovfogeden om at der er sket noget uhyggeligt i skoven. Men kan man finde en skov der ikke har andre gæster, så kan det være lærerigt at se sporet og sine egne fodspor helt tydeligt når man går sporet. Endelig kan sneen være så dyb at hunden (og føreren) vil have store problemer med bare at komme frem. Og lad os bare se det i øjnene: en gravhund har ikke forfærdeligt lange ben.


Find os på Facebook

Facebook

DGK Nordsjælland vil også være med på Facebook og har defor oprettet en Facebook-gruppe. Gruppen er for alle. Man behøver ikke være medlem af DGK eller komme i klubben, men blot være interesseret i, hvad der rører sig i DGK Nordsjælland.

Gruppen er oprettet med det formål at give alle med tilknytning til DGK Nordsjælland mulighed for at følge med i og selv give informationer om aktiviteter i gravhunderegi. Ligger du inde med nogle gode billeder, har du nogle ideer eller spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage. Lad os vise hinanden, hvorfor vi elsker vores gravbasser så uendelig højt.

Gruppen administreres af medlemmer i udvalget og vi har formuleret et enkelt, men vigtigt regelsæt for denne gruppe.

  • I dette forum er alle ligeværdige medlemmer
  • Vis respekt og vær høflig, når du skriver her
  • Administratorer forbeholder sig ret til at slette indlæg af stødende karakter, nedsættende kommentarer, skældsord og lignende.

Vi findes her eller gå på Facebook og søg på “DGK Nordsjælland”.

Feedback
Kommentar til denne side?
Hvis du har en kommentar til denne side, ris eller ros eller ikke fandt hvad du forventede så lad os høre, så vi kan gøre det bedre næste gang du kommer forbi.

Dit navn:
Din E-mail: